En ny digital hverdag

Med coranaens forhåbentlig fortsatte retræte melder hverdagen sig igen for de allerfleste af os. For mange organisationer er hverdagen bare ikke længere den samme, som den var  for 5 måneder siden, da årtiet var helt nyt. 

Meget er forandret, på arbejdspladserne, uddannelserne, derhjemme, men i særdeleshed i organisationsverdenen. Ingen foreninger og organisationer er upåvirket af krisen, og hvad den har ført med sig. 

Onlinemøder f.eks. på zoom bliver en integreret del af medlemsaktiviterne

Rigtig mange erhvervsorganisationer har haft mere end almindeligt travlt med at sikre deres medlemmer muligheden for overhovedet at overleve krisen, mens andre foreninger, hvor formålet har været at mødes, ikke har kunnet fungere. De fleste har det til fælles, at de har haft svært ved at få medlemmerne i tale og holde medlemsdialogen kørende – uanset om det er virksomhedsmedlemmer eller personlige medlemmer. Det har tvunget digitaliseringen op i et højere gear i organisationsverdenen. 

Online-møder, webinarer, faceboook-live, messenger-rum, instagram-live, Linkedin-grupper, MS Teams, Zoom, Google Hangouts og mange andre er pludselig blevet begreber og platforme som organisationernes ledelser er nødt at kende og forholde sig til. Og mange er da også sprunget på udviklingen, måske nødtvunget. At kunne holde medlemsdialogen i live gennem krisen, og fremover, er allerede nu altafgørende for en forenings eksistensberettigelse og på bare få måneder er medlemmernes krav til deltagelse også forandret i takt med deres forståelse for den digitale transformation. 

Gennem krisen har vi set mange forskellige bud på nye typer af medlemsdialog. Netværks- og medlemsmøder kunne fra den ene dag til den anden ikke længere lade sig gøre, og det er for mange organisationer et afgørende element, at man kan tilbyde udvalgsarbejde, ERFA-grupper og andre aktiviteter for og med medlemmerne. Selvsagt har mange kunnet ændre de mest almindelige møder og undervisningsseancer til online-møder og webinarer, mens store events, der normalt har mange deltagere er konverteret til streamede begivenheder på fx facebook uden fysiske deltagere. 1. maj sendte flere politiske ledere deres 1. maj taler direkte på facebook, og mon ikke vi ser det samme igen grundlovsdag. 

Mange idrætsforeninger har lavet træningsvideoer til holddeltagere og på facebook og instagram har man kunnet deltage i mange forskellige fritidsaktiviteter stillet til rådighed fra de mange medlemsorganisationer indenfor dette område. Kreativiteten har været stor. 

Men vi har også set rigtig gode eksempler på, at man har sadlet om her i åbningsfasen ved at skalere ned og gennemføre fx netværksmøder i hold af præcis 10 personer ad gangen for netop at bevare den fysiske kontakt. Et koncept, der lynhurtigt blev tilpasset den nye virkelighed – med stor succes, da det sikrede deltagelse fra medlemskredsen. Og særligt i starten af åbningen, hvor alle havde brug for at mødes fysisk efter måneders isolation. 

Et andet populært koncept har været walk and talk i corona-venlige grupper – igen for at give mulighed for den personlige kontakt. Men også der er man nødt til at være super agil i sin eksekvering af de medlemsvendte aktiviteter. Og med de eksempler er det en særskilt pointe, at digitaliseringen ikke løser alting fremover, men at der også i fremtiden er behov for det fysiske møde. Tvunget af omstændighederne har man fået øjnene op for mulighederne i den digitale transformation. Det er faktisk muligt for organisationer at bevare en tæt dialog med medlemmerne, men den har også åbnet øjnene hos mange medlemmer. Medlemmer der ikke nødvendigvis i fremtiden vil bruge lang tid på transport for at deltage i et medlemsmøde, men vil forvente, at man som det mest naturlige fortsat kan deltage online. Organisationer må altså fremover tænke i et mix mellem digitale og fysiske aktiviteter, ja rigtig mange medlemstilbud vil formentlig være nødt til at indeholde elementer af begge. 

Organisationernes digitale tilbud må i det hele taget mere end nogensinde være relevante – og tidssvarende. Med den digitale transformation følger også en yderligere sammensmeltning af arbejds- og fritidslivet, hvorfor organisationers medlemstilbud må fremstå både præcise og relevante for de krævende medlemmer for at vinde kampen om fritiden. Antallet af tilmeldte, der ikke møder op online vil være højere end til fysiske møder, da det jo er langt mindre forpligtende at deltage online. Det må man acceptere og til gengælde sørge for, at indholdet er tilgængeligt, når medlemmets interesse eller mulighed for deltagelse opstår.

Kontakt os gerne for en videre og uforpligtende snak om digitaliseringens påvirkning af vores måde at drive organisationer og foreninger.

Leave a Reply